Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Juni 2013


Ministeren får det hele


De mange nye puljer i tipsaktstykket for 2013 komplicerer kulturministeriets struktur. Ministeren får større konkret bevillingsansvar end nogensinde før.

CulturCommentar:

Med tre nye puljer på hver 5 mio. kr. og væsentlige forøgelser af 5 andre puljer, hvor alle på nær en enkelt skal bestemmes af kulturministeren selv, sker en hidtil uset centralisering af kulturministeriets bevillinger.

De forskellige puljer er samtidig så løse i beskrivelserne, at alt muligt kan fortolkes ind i formålene. Tag fx den nye pulje "En nation af litteraturlæsere". Puljen "anvendes til initiativer, der skal styrke befolkningens læsning af litteratur", er det eneste der står. Bliver det til nye muligheder for de betrængte boghandlere? Skal forlag søge om støtte til særlige projekter? Er det rettet mod læring i læsning eller læsning som sådan? Når puljens titel er "En nation...", skal det så forstås som, at det udelukkende er støtte til initiativer, der retter sig til befolkningen i masseform - som fx bibliotekerne? Kan lytning (af lydbøger) tolkes som læsning? Man må gå ud fra, at brillebutikker er udenfor ministeriets ressort...

Men først og fremmest: hvordan skal en sådan pulje adskilles fra de mange andre litteraturpuljer, som Kunstrådet i dag står for? Der savnes den helt simple begrundelse for, hvorfor ministeren skal have en sådan pulje til egen disposition - i stedet for at blot bevillige den nye Statens Kunstfonds litteraturudvalg 5 mio. kr. ekstra i 4 år. Det havde jo været en dejlig måde at starte det kommende samvirke mellem hidtidige Statens Kunstfond og hidtidige Statens Kunstråd: værsgo' her er 5 mio. kr. at gøre ekstra godt med.

Nye karnapper

Da forhenværende kulturminister Per Stig Møller i sin tid nedsatte Kunststøtteudvalget, var det ud fra en begrundelse om, at Kulturministeriet med alle dets forgreninger var blevet for vanskeligt at gennemskue. Det skulle forenkles. Derfor skabte man en ny struktur, hvor puljer og udvalg blev lagt sammen.

Allerede inden den nye struktur er etableret, begynder man igen at etablere vanskeligt gennemskuelige puljer. Det bliver vanskeligt at forklare forskellen på Kulturministerens pulje "Kultur til hele landet" og den nye "KulturDanmark".

Det bliver vanskeligt at forklare, hvorfor man både skal have en børnekulturpulje til "særlige indsatser på børnekulturens område", hvor Børnekulturens Netværk indstiller til kulturministeren - og en pulje til "Børn og unges møde med kunst og kultur", hvor Børnekulturens Netværk ikke skal indstille til ministeren, men ministeren derimod skal bestemme det hele. Begge puljer har 5 mio. kr. Hvorfor ikke bare slå det hele sammen til en pulje på 10 mio. kr.?

Alle de grupper og foreninger, som prøver at orientere sig i kulturministeriets tilskudsjungle, får altså nogle nye puljer at søge. På et punkt lever man dog op til intentionerne med Kunststøtteudvalget: det bliver mere enkelt, for ministeren tager stilling til det hele.

Mere til ministeren, mindre til andre

Kulturministeriets tipsaktstykke for 2012 indeholdt samlede bevillinger på 289 mio. kr., heraf var 89 mio. kr., svarende til 31%, direkte bemyndigelser til kulturministeren.

Kulturministerens tipsaktstykke for 2013 indeholder samlede bevillinger for 308 mio. kr., heraf er 114 mio. kr., svarende til 37%, direkte bemyndigelser til ministeren.

Tipsaktstykket for 2013 giver således ministeren 25 mio. kr. mere - og mindsker bevillinger til andre med i alt 6 mio. kr.

I regeringsgrundlaget står:
Armslængdeprincippet skal respekteres ved tildeling af midler til kunstnere, så vi sikrer, at der ikke sker politisk styring af kunsten.
Nu går man modsat vej.

Og Riget fattes ikke længere penge

Kulturministerens tipsbevilling er udtryk for en særegen mangel på synkronisering i prioriteringen af Statens kulturmidler. Nogle af Søndag Aftens læsere vil huske en ophedet debat om Finansloven for 2013. På grund af Rigets almindelige tilstand blev det først foreslået, at Statens Museum for Kunst skulle opkræve entré, siden fik ministeriet tilført 20 mio. kr., og man kunne droppe besparelsen for Statens Museum for Kunst og imødekomme ønsker til bl.a. Fregatten Jylland og Den Gamle By i Aarhus.

Et halvt år senere er den snævre økonomi åbenlyst glemt. Nu er der pludseligt plads til nye initiativer for 29 mio. kr.

Det giver ingen rationel mening at adskille de to bevillingsprocedurer. Men det har vi sagt på dette sted i snart 15 år.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Læs også:

Ledelse gennem puljer
Fra arkivet:
Musikken vinder i tips (2012)
VM i fodbold redder kulturen (2011)
Tipspenge redder finansloven (2011)
Nedlæg tipsmidlerne (2011)
Tipspenge: Mere til ministeren (2010)
Tipspenge 2009: tilfældigheder? (2009)
Regeringsløfte brudt (2009)
Mindre til provinsen
Og pludselig var der ingen penge
Idræt og teater vinder i tips (2008)
Tipspengenes ulidelige lethed (2008)
Tipspenge - som forrige år (2007)
Tips til diskussion (2007)
Internetfiltre på bibliotekerne (2006)
Tipspenge for fastholdere (2005)
Tipspenge uden formål (2005)
Musikken vinder i tips (2004)
Teatre vinder i tips (2003)
Tipspengene fordelt (2002)
1x2 tipperne redder (igen) stumperne (2002)
Kulturens tipspenge: Intro (2000)
Det demokratiske underskud (2000)
Rend os i intentionerne (2000)
Sikre tipsvindere (2000)
CulturCommentar: Fjern kulturens tipspenge (2000)

Søndag Aften 06/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.